Marts er måneden, hvor de første salater spirer frem.
De sarte grønsager kan naturligvis sagtens parres med gode vine. Man skal blot være sikker i sit valg og gå efter vine, som ikke overdøver den sprøde, saftige og til tider let bitre smag.
Her er et par forslag til forårsvenlige vine, som kombineret med lette retter med grønt, fisk eller skaldyr vil gøre sig godt i glasset:
Salat kan være en anelse bitter og serveres som regel i udgaver med en let syrlig dressing. Det kan være en udfordring for vinen, men med en sauvignon blanc går det sjældent galt. Prøv med en sprød version fra New Zealand eller Chile.
Spinat rangerer også højt på syreskalaen. Igen går sauvignon’en rigtigt godt, men man kan også forsøge sig med tør riesling eller hvid bourgogne. Rødvin er et næsten håbløst match.
Radiser er bitre og bidende og kræver i rå form et særligt modspil. Oversøisk sauvignon blanc kan tage kampen op. Det samme gælder riesling.
Purløg er som udgangspunkt ret mildt, men kan udvikle sig i retning ad det lidt skarpere. Igen går det godt i spænd med sauvignon’en, som man, ofte i kombination med chenin blanc-druen, støder på i de hvide vine fra Loire. En frisk rød beaujolais eller en urtekrydret cabernet franc er heller ikke helt ved siden af.
Cæsar salat er lidt af en rodebutik, fordi den både indeholder sprøde salatblade, ristede brødcroutoner og fed dressing med hvidløg og parmesan, og for at det ikke skal være løgn, tilføres retten ofte stegt kyllingebryst og bacon. Vi skal med andre ord have fat i en lidt fyldigere sag. Det kunne være en hvid bourgogne – billigst fra Macon. Eller forsøg dig med en anden chardonnay-vin – f.eks. en argentiner eller californier.
De foreslåede vintyper vil egne sig til de fleste retter med både skaldyr og fisk.