Tro ikke på alt, hvad du har bildt dig selv ind.
De fleste af os har en grundopfattelse af vin, som præger den måde, vi køber, smager og vurderer vinen på. Men undertiden er vores opfattelse helt ude af trit med virkeligheden, og de begreber, vi fejlagtigt holder fast ved, begrænser os i at opleve nye sider af vinen.
Mange myter knytter sig til det billede af vin, vi har dannet os. Her afliver vi fem af de mest sejlivede:
Prisen afgør, om en vin er god
Nej, ikke altid. Mange andre faktorer har indflydelse på vinens pris. Eksempelvis om den bliver produceret i meget små mængder, om den har et berømt navn eller om den kommer fra et traditionelt dyrt vinområde (Bourgogne f.eks.). Og selv meget kostbare vine skuffer indimellem.
Til gengæld får man ofte flotte vinoplevelser fra områder som Argentina, Sydfrankrig og Spanien, hvor en flaske til bare 70-75 kr. kan levere en kvalitet, der langt overstiger prisen.
En vin, der kan gemmes, har altid korkprop
Eller sagt på en anden måde: Vin med skruelåg er ikke værd at gemme.
Forkert! Undersøgelser viser, at vine med skruelåg faktisk holder sig bedre og udvikler sig langsommere end dem, der er lukket med korkprop. Mange af de største australske vine er i dag udstyret med skruelåg, og de er bestemt gemmeværdige.
Så spørgsmålet om kork frem for skruelåg handler mere om følelser end fornuft. De fleste synes stadig, at der er noget særligt over at åbne vinen med proptrækker.
Jo længere man gemmer vinen, jo bedre bliver den
Nej, det er bedre at drikke en vin et år for tidligt end et år for sent. For selv om visse vine har godt af at ligge på hylden i nogle år, er langt de fleste fremstillet med henblik på at blive drukket i deres første år. En kraftig, garvesyreholdig vin bliver ikke nødvendigvis bedre af at ligge. Jo, garvesyren bliver måske mindre markant, men hvis frugten mangler, bliver vinen aldrig bedre.
Har du drukket en ung vin, som smagte dig, så forvent ikke, den bliver meget bedre af at blive gemt. I værste fald bliver den bare træt.
Vin fra en dårlig årgang er ikke værd at drikke
Jo, det kan den bestemt være. Husk på, at årgangsbeskrivelser udelukkende baserer sig på de klimatiske forhold i den pågældende periode. De siger intet om, hvem der laver vinen, og hvordan vedkommende netop tager højde for vanskeligt vejr – både på marken og efterfølgende i kælderen. En dygtig vinmager kan altid få noget fornuftigt ud af selv en dårlig årgang. Nogle er endda så dygtige, at de holder kvaliteten, uanset de udfordringer årgangen byder på.
En tung flaske er et tegn på, at vinen er god
Ligesom en smart etiket ikke fortæller noget om vinens kvalitet, har selve flaskens udformning intet med indholdet at gøre. Visse producenter af dyre vine vælger ganske vist at satse ekstra på ”udstyret” – dvs. tungere, mere markante flasker. Men lige så mange i den modsatte ende af kvalitetsskalaen hælder billig, intetsigende vin på bastante flasker i håb om at få folk til at tro, at netop deres vin er noget særligt. Det er den ikke.