Send flasken retur, hvis den smager forkert.
– Undskyld, men jeg er bange for, at vinen har prop!
– Nej, jeg har lige trukket den op. Så De ikke det?
– Det er ikke det, jeg mener … Vinen har prop. Den har taget smag af proppen og er blevet udrikkelig.
Det velkendte optrin mellem Basil Fawlty og en gæst i ”Halløj på badehotellet” opstår heldigvis ikke så tit på danske restauranter. Ikke desto mindre er mange i tvivl om, hvordan de skal reagere, hvis de rent faktisk får skænket en ”propvin” i glasset.
Er det pinligt at bede om en ny flaske? Hvad nu, hvis tjeneren er uenig og ikke mener, vinen er proppet? Og hvordan kan man i det hele taget være sikker på, man har ret?
Det har Vinstyrke2 nogle helt klare svar på. Udgangspunktet er nemlig, at hvis man som gæst mener, at den vin, man får serveret, har en fejl – ja, så er det sådan, det forholder sig. Tjeneren bør aldrig drage kundens oplevelse af vinen i tvivl. Og i øvrigt kan restauranten altid returnere flasken til leverandøren.
Skulle situationen udvikle sig i en pinlig retning, fordi der opstår en diskussion, er det altså tjenerens skyld – ikke gæstens. For i så fald har tjeneren antydet, at kunden ikke er i stand til at smage.
Er man som gæst alligevel ikke tryg ved at skulle smage vinen til, kan man f.eks. overlade det til en anden mere kyndig i selskabet. Man kan også undgå den lidt akavede situation ved bare at bede tjeneren om at skænke rundt med det samme.
Viser vinen sig herefter at være udrikkelig, er man stadig i sin gode ret til at få en ny flaske. Det er dog vigtigt at pointere, at man ikke kan returnere vinen, bare fordi man ikke kan lide den. Har man valgt en vin, og den ikke har nogen fejl, hænger man på flasken.
Det diskuteres også, om man i virkeligheden bare burde det overlade det til tjeneren at smage på vinen. Umiddelbart en sympatisk tanke, hvis man kunne være sikker på, at den pågældende tjener havde den fornødne forståelse for opgaven. På bedre restauranter med uddannet personale eller deciderede vintjenere giver det god mening. Men hvem gider have en ung studerende i et fritidsjob til at afgøre, om vinen i ens glas er i orden?