Tenute Arnaces, Spumante Brut, Prosecco
Pris: 90 kr.
www.koegevinhandel.dkLink til vinen hos forhandler.
Drue: Glera
Prosecco har efterhånden fået status af billig, neutral boblevin, som primært blandes i den populære sommerdrink Aperol Spriz. Det er lidt synd, for der findes faktisk producenter i Veneto-regionen, som fremstiller prosecco, der hæver sig væsentligt over spritz-niveauet. Denne øko-udgave har absolut aperitif-kvaliteter, men vil også fungere godt til en portion spaghetti alle vongole (hjertemuslinger).
Duften har proseccos karakteristiske, metalliske islæt, men også fin frugtig karakter af revne æbler og citrus. I munden insisterende små bobler og et lidt syntetisk, bolsjeagtigt udtryk. Gule bær, syrlige drops og bitter frugtskal udgør smagsnoterne og giver indtryk af en vin, der tydeligvis skal nydes som andet og mere end et glas med brus.
Alkohol: 11,5 pct.