Barocco, Primitivo 2017, Puglia
Pris: 70 kr. (v/ 12 fl.)
www.koegevinhandel.dkLink til vinen hos forhandler.
Drue: Primitivo
Der køres tusindvis af billige primitivo-vine gennem kasseapparaterne i de danske supermarkeder, og fælles for de fleste er en overmoden/kogt frugt med deraf følgende høj sødmegrad, hed alkohol og manglende struktur. Jeg er ikke ligefrem fan af disse vine og var derfor en anelse på vagt, da jeg hældte denne syditaliener i glasset. Heldigvis gik det ikke så galt, som jeg kunne have frygtet.
En lettere rustik vin, men med behagelig blommet frugt i duften og et forfriskende strejf af urter. På ingen måde sødladen. Heller ikke i munden, hvor noter af blomme og kirsebær tegner en frisk frugtprofil, og hvor både syre og tanniner er, hvor de skal være. Lidt kort i smagen, men prisen taget i betragtning et rigtig fint glas til søndags-pizzaen … eller onsdags-bolognesen.
Alkohol: 13,5 pct.