La Bruja de Rozas 2018, Commando G, Vinos de Madrid
Pris: 159 kr. (v/ 6 fl.)
www.laudrup.dkLink til vinen hos forhandler.
Drue: Garnacha
Hvis vi ser bort fra topproducenten Rayas – og måske en lille håndfuld flere – i det sydlige Rhône, oplever vi sjældent vinmagere, som for alvor dyrker den lyse og feminine side af grenache-druen. Størsteparten af de vine, der fremstilles her, buldrer løs med saft og kraft, mørk frugt og masser af tyngde. Kigger vi mod Spanien, nærmere bestemt omegnen af Madrid, og stiller skarpt på vinmagerne bag det biodynamiske projekt Commando G, kan vi konstatere, at sidstnævnte type vine i hvert fald ikke er på repertoiret her. Forbilledet er i langt højere grad Chateau Rayas og deres ultralette, højaromatiske og elegante chateauneuf-vine.
I denne entry level-garnacha (grenache) fra Commando G lokker en udpræget parfumeret næse med nuancer af søde hindbær, røde kirsebær, tørrede krydderurter og en anelse syrlighed à la gastrik. Vinen er florlet i munden med elegant hindbær- og kirsebærfrugt samt en liflig lakridsnote. Alt sammen umanerligt burgundisk. Ikke så kompliceret – bare lyst, læskende og lækkert. Mine varmeste anbefalinger.
Alkohol: 14,5 pct.