Cepa Alta, Selección 2016, Ribera del Duero
Pris: 370 kr. (v/ 6 fl.)
noerkofod.dkLink til vinen hos forhandler.
Drue: Tinta fina
Jeg har efterhånden smagt mig igennem en hel del vine fra Ribera del Duero og må konstatere, at ikke alle producenter har en lige heldig hånd med doseringen af fad. Cepa Alta er ikke den mest harmoniske ribera, jeg har smagt, og det skyldes til en vis grad den indflydelse, de 18 måneder på amerikansk eg har haft på vinen. Det fornemmes især i eftersmagen, som virker tør og træet.
Til at begynde med havde jeg en mistanke om propfejl, da jeg stak næsen i glasset, men det fortog sig lidt, og jeg fik i stedet fine nuancer af solbær, brombær, konfiteret blomme, chokolade og tobak. Duften forekom ret moden, men jeg ænsede også en lille syre. I smagen var der masser af mørk og potent frugt og noter af både lys og mørk chokolade.
At jeg ikke hiver vinen op på de fem stjerner, kan tilskrives en lidt for anmassende syre, som bliver hængende længe i munden, og så den dér træagtige tørhed, der trænger sig på i afslutningen.
Alkohol: 14,3 pct.