Val di Suga 2010, Brunello di Montalcino
Drue: Sangiovese grosso
Pris: 139,95 kr. (v /12 fl.)
Brunello er en af Italiens fornemste vine. Den må kun laves af sangiovese grosso-druen og udelukkende produceres i den toskanske kommune Montalcino. Den skal minimum have to år på fad og skal lagre samme antal år på flasken, før den frigives. Det giver ofte en ret intens og tør vin, som kan holde 10, 15 … ja, helt op til 20 år.
Val di Sugas udgave i topårgangen 2010 er netop det: Tør og lidt tilbageholdende i frugten. Men når den åbner sig lidt, bliver man så rigeligt belønnet med toner af salvie, læder, tobak, solbær, træ og lidt vanilje. Lad den gerne ligge nogle år, men kan man ikke vente, så dekanter den et par gange inden serveringen.
God til det røde oksekød eller vildt.
Alkohol: 14,5 pct.