Vælg en afdæmpet vin til de sarte skaldyr.
Rejer og kølig hvidvin er en klassiker på de danske frokostborde, og når det skal være særlig delikat, er der naturligvis nykogte fjordrejer på tallerkenen. Sæsonen er så småt i gang, så tiden er inde til at se på, hvad der matcher de små lyserøde skaldyr bedst.
Det oplagte valg er et glas chablis. Fjordrejerne har en ganske fin smag og serveres som regel blot med et drys peber og salt, et strejf citronsaft og måske en klat mayonnaise. Altså må vinen i glasset ikke tage pusten fra rejerne, og da chablis’en hverken er for sød eller for kraftig, men netop balancerer mellem det syrlige og det mineralske, går den rigtig godt til retten.
Bevæger vi os lidt længere nordpå – f.eks. til Alsace – kunne en riesling herfra være et fint alternativ. Men pas endelig på med restsødmen. Vinen skal være knastør, og derfor ville en tysk udgave være et endnu sikrere kort.
Vine på sauvignon blanc-druen – helst de franske – gør generelt også en god figur i sammenhæng med skaldyr. Sancerre og ikke-fadlagret pouilly fumé er afdæmpede i frugten, tørre, sprøde og lækre at drikke til både rejer, østers og mager fisk.
Alternativer:
Muscadet – havfrisk med mineralske noter af knuste østersskaller og saltvand.
Champagne eller anden mousserende vin – vælg en tør udgave.
Rosé fra Provence – matcher i farven, men pas på med sødmen.