Den danske nationalret kan fint matches med andet end øl.
Sidste års kåring af stegt flæsk med persillesovs til vort lands nationalret satte mange diskussioner i gang – både for og imod. Men nu er den en realitet, og så melder det store spørgsmål sig: Hvad drikker man til nationalretten?
De fleste vil nok foretrække en kold pilsner, og det er da også et ganske sikkert valg – øllet giver et behageligt, læskende modspil til det salte flæsk. Men er man vindrikker og gerne vil forsøge sig med et vinøst alternativ, lader det sig sagtens gøre.
Retten i sig selv er ikke voldsomt kompliceret. Det drejer sig først og fremmest om at forholde sig til det sprødstegte, saltede flæsk. Her kunne det oplagte valg være en vin lavet på syrah-druen. Særligt vinene fra det nordlige Rhône har i forvejen lidt flæskede noter, og er kødet ikke stegt for tørt, skærer syrah’en lige gennem fedtet på en god, mundrensende måde.
Man skal dog også skele til den tykke mælkesovs, som (ligesom flæsket) ofte får et strejf af sødme. I den sammenhæng ville en vin fra det noget varmere Sydrhône, som oftest er grenache-domineret, gøre sig langt bedre. Det kunne være en almindelig côtes du rhône fra en god producent eller en villages-udgave som f.eks. Cairanne. Disse vine har også et krydderurtepræg, som matcher persillen i sovsen.
Sødmen og urterne finder man også i visse af de spanske tempranillo-vine. Gerne en rioja uden for meget fadpræg eller en ung, letdrikkelig ribera del duero.
Og endelig fungerer en yngre chianti (igen uden fadlagring) helt uovertruffent, fordi den både har syren, der renser munden, og krydderurterne, som går fint i spænd med persillen. Prøv f.eks. med en lækker flaske Poggio Scalette 2012, Chianti Classico (139 kr. hos www.atomwine.dk).