Leipp Leininger, Pinot Noir ”K” 2017, Alsace
Pris: 150 kr. (v/ 12 fl.)
www.koegevinhandel.dkLink til vinen hos forhandler.
Drue: Pinot noir
Kirchberg de Barr i Alsace har grand cru-status, men det gælder udelukkende de hvide vine herfra. Vælger en producent at fremstille en vin på pinot noir fra denne mark, kan den ikke klassificeres som grand cru. Det gælder også Leipp Leiningers pinot, som må nøjes med et beskedent ”K” på etiketten – et hint om, at druerne stammer fra vinstokke, der gror på en bedre beliggende mark.
Måske udvides grand cru-klassifikationen til også at omfatte pinot noir-vinene fra Kirchberg – den tid, den glæde. Indtil videre kan vi konstatere, at Leipp Leininger, som er en pålidelig producent, der dog ikke hører hjemme i superligaen, har præsteret et glimrende stykke vinhåndværk med denne 2015’er.
10 måneder på barriques har sat et mildt præg på vinen, som i duften fremstår parfumeret med noter af lys og mørk bærfrugt, ædelt træ, tobak og visne blade. Her er pæn mundfylde, nogen stramhed og indslag af syrlige kirsebær og salami. Man skal altid være varsom med at sammenligne, men denne pinot kunne sagtens gå for at være en ganske hæderlig bourgogne.
Alkohol: 13,1 pct.