F.X. Pichler, Grüner Veltliner 2017, Dürsteiner Smaragd, Wachau
Pris: 255 kr. (v/ 12 fl.)
www.laudrup.dkLink til vinen hos forhandler.
Drue: Grüner veltliner
Betegnelsen ”Smaragd” er højeste klassifikation af riesling- og grüner veltliner-vinene i den østrigske vinregion Wachau og angiver både modenheden (sen høst) og alkoholprocenten, der ikke må være under 12,5. En sådan skinnende smaragd har vi fat i her. Den kommer fra topproducenten F.X. Pichler og er fremstillet på ren grüner veltliner, som efter endt vinificering har lagret på store brugte fade.
Vinen præsenterer sig flot gylden i glasset, og i næsen anes en let frugtsødme. Noterne er ret intense i retning af gule æbler og blommer, tropefrugt og hvid peber. Smagsmæssigt får jeg en svag prikken på tungen efterfulgt af meget moden frugt: Ananas, syltet fersken, mango og honningmelon. Alt sammen utroligt aromatisk og med en fint balanceret sødme. Typisk for druen kommer der i eftersmagen en let brændende fornemmelse af chilipeber. En spændende vin.
Alkohol: 13 pct.