Schloss Bockfliess, Barock, Grüner Veltliner Reserve 2020, Weinviertel
Pris: 170 kr. (v/ 6 fl.)
holtevinlager.dkLink til vinen hos forhandler.
Drue: Grüner veltliner
Senthøstede druer og efterfølgende fadlagring støder du ikke så ofte på, når det handler om østrigsk grüner veltliner. Normalt anvendes druen i tørre, friske og ståltankslagrede udgaver, men her kan du opleve en fedmefuld og hvad jeg vil kalde nærmest ”tygbar” grüner veltliner.
Allerede i duften fornemmes de senthøstede druer. Aromaer af kandiseret frugt, citrus, blomster og Bassetts vingummi pirrer næseborene og leder naturligt til et smagsbombardement af koncentreret citrus, honning, mandel og gul melon. Det kan forekomme voldsomt, men fordi vinen har så tilpas med syre i eftersmagen, føles den aldrig tung eller kvabset. Eneste minus: Alkoholen er lige i den høje ende for en hvidvin, men det er nu en gang naturens orden.
Alkohol: 14,5 pct.