Benefizio, Pomino Bianco Riserva 2012, Marchesi de Frescobaldi, Toscana
Drue: Chardonnay
Pris: 250 kr.
Man kan få meget god hvid bourgogne for 250 kr. flasken, og spørgsmålet er så, om man i stedet vil ofre sin kvarte tusindkroneseddel på en chardonnay fra Toscana … Tjoh, druen er den samme, men det, man får i glasset, er af en helt anden kaliber.
Ingen tvivl om, at Frescobaldi er en særdeles seriøs producent, hvis røde vine ligger i toppen af ligaen, og med denne hvide magtdemonstration beviser man, at man har potentialet til at gøre de burgundiske vinbønder en del af kunsten efter. Og så alligevel ikke. For vi er i varme Toscana, ikke i Beaune – og chardonnay-druen arter sig noget anderledes her på egnen.
I glasset har vi en gylden – ja, nærmest gul – fedmefuld vin. Duften går i retning ad fad og overmodne æbler med et strejf af acetone. I munden kun en svag syre og parfumerede noter af sødmefulde æbler og gule stenfrugter.
Bestemt en lækker vin. En anelse til den søde side, men serveret køligere end en bourgogne fungerer den helt fint til både kylling, fed fisk og retter med hummer. Prøv med en temperatur omkring otte grader.
Drue: Chardonnay
Alkohol: 13,5 pct.