Jakob Schneider, Niederhaüser Im Steinwingert, Riesling Trocken 2017, Nahe
Pris: 89,95 kr. (v/ 6 fl.)
www.jyskvin.dkLink til vinen hos forhandler.
Drue: Riesling
I april 2017 var jeg i kontakt med folkene på vingården Jakob Schneider, og her herskede nærmest panikagtige tilstande, kunne jeg fornemme. Et uventet frostangreb havde anrettet betydelige skader i vinmarkerne. Det ramte virkelig hårdt, og alle havde travlt med at redde, hvad reddes kunne. En varm sommer og et lunt efterår rettede lidt op på tingene, men det samlede høstudbytte faldt betydeligt – det laveste i 10 år.
Selv om mængderne er små, fejler kvaliteten ikke noget. Er du til knastør tysk riesling, leverer denne vin varen. Ren og stålsat med kalk, kridt og sitrende citrussyre. Frisk duft af citronhinde, grape og hård grøn pære. Der er knald på syren, men i smagen blødes den op af varmere frugtige toner af hvid fersken og mandarin og et tvist af ananas. Smid alt godt fra havet på tallerkenen og nyd denne kølige, knivskarpe riesling til.
Alkohol: 12,5 pct.