
Guigal, Cuvée Philipson 2013, Côtes du Rhône
Pris: 90 kr. v/ 12 flasker
Hvid rhônevin skænkes ikke så ofte herhjemme, og det er faktisk synd. Denne udgave af topproducenten Guigals côtes du rhône er i hvert fald et behageligt bekendtskab. I ”Cuvée Philipson”-versionen fornemmes både fedme og friskhed.
I næsen er der noter af blomster og pære tilsat et strejf af akaciehonning, og det parfumerede og let sødmefulde går igen i smagen, som slutter behagelig tørt.
Serveres direkte fra køleskabet – gerne til retter med kammusling, søtunge eller kyllingebryst.