Les Essentielles de Mancey, Pinot Noir 2016, Bourgogne
Pris: 115 kr.
www.koegevinhandel.dkLink til vinen hos forhandler.
Drue: Pinot noir
Jeg kunne bedre lide 2015’eren. Så er det sagt. Samme vin med et år mindre på bagen skuffer desværre, fordi den lider under det, jeg vil rubricere som visse vinmageres trang til at ”polere” deres vine så lidt som muligt. Det indebærer bl.a., at de gærer druerne med alt, hvad der nu ellers måtte drysse i karret: Stilke, kviste, blade. Praktiseret med nænsom hånd giver det vine med en pirrende, pebret tone, men når der bare gives los, ender man med en grøn og grenet vin uden nævneværdige nuancer af frugt.
Stik næsen i glasset, og det, du dufter, vil primært være kviste og kvas, drys af peber og tørret urt og i de nedre lag en smule kirsebær og blommekompot. Smagen er som at bide i en tør pind. Grøn og hvid peber tager over og dækker over noter af kirsebær og hindbær. En let vin, som desværre savner den frugtige friskhed, der ellers kendetegner mange bourgogner.
Alkohol: 12,5 pct.