Alessandro Rivetto, Vigna Rionda 2014, Barolo
Pris: 575 kr.
www.supermarco.dk/da/Drue: Nebbiolo
Prop flasken op, skænk et beskedent glas, smag og sæt så proppen i igen. Når du vender tilbage til flasken næste dag, vil du for alvor fornemme den forskel, et døgns tid kan gøre for en ung fuldblods-nebbiolo. I den bedste af alle verdener undlod vi naturligvis alle at nærme os denne type vin, før den har oplevet sit 10. leveår, meeen det kan være at svært at føre ud i praksis.
2014 har ikke ry for at præstere videre godt i Piemonte. En kompetent producent som Rivetto ved dog godt, hvilke knapper han skal trykke på for – selv i svage årgange – at fremtrylle små mængder kvalitets-barolo. Har du aldrig ladet dig forføre af ædel nebbiolo, er her chancen. Duftarsenalet er nærmest uudtømmeligt. Jeg nævner i flæng mørke kirsebær, eau de vie de prunes, kakao, orangeskal, medicinskab, tobak, egeplanker … ja, jeg kunne blive ved.
I munden er vinen som forventet til den stramme side, men med en for årgangen pæn dybde og en overvægt af chokoladenoter og mørke bær. Styrken ligger lige nu i duften. Smagen skal nok komme. 5 små stjerner.
Alkohol: 14 pct.