Quintay, Pinot Noir, Gran Reserva 2014, Casablanca Valley
Pris: 129 kr. (v/ 6 fl.)
www.gallovini.dkDrue: Pinot noir
Indrømmet, vi er ikke pjattede med pinot noir fra Chile, og denne vin gør desværre ikke noget for at trække os i den modsatte retning.
Oversøisk pinot er ikke bourgogne, og det skal det heller ikke være. Alligevel bør man kunne forvente en vis friskhed og syre i vinen, når den er lavet på denne særlige drue dyrket i Casablanca Valleys koldklima. De forventninger indfrier vinen ikke.
Udover at den i glasset fremstår uklar – ja, nærmest grumset – kniber det også gevaldigt med indtrykket af friskhed. Duften er sødmefuld, domineret af modne hindbær og brombær og krydrede noter af ristet fad. Et underliggende grønt urtepræg, som også går igen i smagen, gør ikke noget godt for vinen, som fremstår alkoholisk, gumpetung, syresvag og slikken. Man bliver simpelthen træt af at drikke den efter bare et enkelt glas.
Skal serveres absolut kølig til retter med fjerkræ, lette pateer eller pasta med cremede saucer.
Drue: Pinot noir
Alkohol: 14,5 pct.