Le Terminateur, som franskmændene kalder ham, blev optaget i fornem vinorden.
Hollywood-stjernen Arnold Schwarzenegger har gjort det til en af sine mærkesager at kæmpe for miljøet. Det fik han sig en snak med Frankrigs nyvalgte præsident Emmanuel Macron om i Paris, og når han nu var på de kanter, slog han også et smut forbi Bordeaux for at spise frokost med Pierre Lurton, manden bag den legendariske Saint-Emilion-vin Cheval Blanc.
Rygtet var åbenbart løbet i forvejen, for Schwarzenegger endte med at blive inviteret til den årlige vinfestival i byen Libourne, tæt på distrikterne Saint Emilion og Pomerol. Her blev ”Le Terminateur” hevet på scenen og optaget i Grand Conseil des Vins de Bordeaux.
En stor ære for Arnold, som ifølge Wine Spectator udtalte: – Ingen havde fortalt mig, at jeg skulle stå på scenen foran tusinder af mennesker og modtage denne her medalje. Jeg er virkelig overrasket.
Publikum jublede for alvor, da Schwarzenegger bekendtgjorde: – Jeg vil gerne takke mange gange, og jeg har ikke tænkt mig at sige ”Hasta la vista, baby”. Jeg siger: I’ll be back!”