Filmstjernen Diane Keaton lægger navn til ny, robust rødvin, der skal serveres meget kølig.
Flere og flere stjerner fra filmens, musikkens og sportens verden involverer sig i vinproduktion. Seneste spiller på banen er, ifølge det amerikanske magasin People, skuespilleren Diane Keaton – kendt fra film som ”Mig og Annie”, ”Godfather”, ”Brudens far” og ”Det er aldrig for sent”.
69-årige Keaton har, siden hun var ung, foretrukket at drikke kølig rødvin. Ja, faktisk iskold. Hun hælder simpelthen isterninger i et højt glas og fylder op med vin. Det smager bare bedre, synes hun. Og at hun virkelig mener det, er hendes nyeste projekt et bevis på: Vinen The Keaton er fremstillet med henblik på at blive drukket meget kold.
– Jeg ønskede at lave en vin, der er til at betale. Den er frugtig og harmonisk og passer til al slags mad. Og ja, jeg insisterede på, at den skulle være med skruelåg, siger Keaton, som har arbejdet sammen med professionelle vinmagere om at skabe en robust hverdagsvin produceret på druer fra forskellige distrikter i Californien.
– Den er ikke særlig fancy, ler Diane Keaton. – Men det er jeg heller ikke.
Vinen, som også kommer i en hvid udgave, er netop blevet introduceret til de amerikanske forbrugere. En del af overskuddet fra salget går til forskning i hjernesygdomme.