Internationalt er Colli Berici et relativt uopdaget vinområde i Veneto-regionen. Det skyldes primært, at vinene herfra ikke gør sig specielt bemærket i det store udvalg af italienske vine, der i forvejen er på markedet. Her kan du blive lidt klogere på, hvad området kan tilbyde
Af Kim Bretov
Hvem finder på at drikke merlot- og cabernet sauvignon-vine fra det nordøstlige Italien? Vine på de nævnte druer findes i rigt mål fra andre og mere prominente vindistrikter i verden, og at dykke ned i et relativt ukendt vinområde som Colli Berici kræver en rigtig god forklaring, medmindre man tilfældigvis er på ferie på de kanter.
Mit besøg i Colli Berici-distriktet skyldtes dog en invitation fra det lokale Consorzio Vini Colli Berici e Vicenza, og undervejs gik det da også op for mig, at langt mere interessante vine flaskes i kældrene på egnens vingårde. Tag f.eks. vinene lavet på den lokale drue tai rosso. Den vender vi stærkt tilbage til …

Den imponerende kælder hos Dal Maso, hvor der både produceres røde, hvide og mousserende vine.
Mildt klima
Beliggende i den store vinregion Veneto er Colli Berici med sine omkring 600 hektar (DOC) vinmarker et middelstort distrikt. Området ligger syd for byen Vicenza og grænser op til de mere kendte Valpolicella og Soave. Landskabet i Colli Berici er både fladt og sine steder bakket med en jordbund bestående af kalksten og ler samt vulkanske aflejringer af basalt. Klimaet er mildt med varme somre og relativt kølige nætter, hvilket hjælper druerne med at bevare syre og aroma.
17 forskellige druesorter – både grønne og blå – er tilladt under DOC-appellationen. Det er mange områdets størrelse taget i betragtning. Mest anvendte er cabernet sauvignon, merlot, cabernet franc og førnævnte tai rosso. Til fremstilling af hvidvine dyrkes bl.a. sauvignon blanc og pinot bianco.

Cavazzas udgave af en tai rosso-vin.
Tai rosso
Tai rosso er i virkeligheden den drue, vi kender under navnet grenache. Førhen kaldte man den tocai rosso, men det fik de ømskindede ungarske vinproducenter sat en stopper for. Navnet lå for tæt på Tokay, som ikke er en drue, men regionen, hvor man fremstiller de berømte, søde hvidvine.
I glasset er tai rosso oftest ret lys og klar. I duft og smag fremstår vinen knap så kraftfuld som de sydfranske grenache-vine. Aromaerne af lyse bær, roser og viol er lidt lettere i udtrykket, og selv om man også fornemmer både krydring og mineralitet, virker tai rosso-vinene tit friskere. Et karakteristisk træk er desuden en underliggende note af brændt tørv.
Lad mig slå fast med det samme: Ikke alle områdets vine fortjener videre udbredelse. I Danmark har kun få importører fået smag for disse vine, og i min omtale af producenter har jeg valgt at fokusere på dem, hvis vine er tilgængelige på det danske marked:

Præsentation af vinene på vingården Piovene Porto Godi Alessandro.
Piovene Porto Godi Alessandro
På vingården Piovene Porto Godi Alessandro, der har været i den adelige familie Piovenes eje siden 1500-tallet, råder man over 40 ha med økologisk dyrkede vinmarker. Man fokuserer på at skabe vine, der afspejler de kalkholdige jorde og det milde mikroklima i Berici-bakkerne. Det resulterer i en produktion på 11 forskellige vine – både røde og hvide og de fleste DOC Colli Berici. Her er nogle smagsprøver:
88
Garganega 2024, Colli Berici
Pris: 179 kr. (v/ 6 fl.)
Drue: Garganega
Meget aromatisk. Duft af fersken og abrikos samt en anelse mineralitet. Smagen sødmefuld og tung af frugt med noter af fersken og citrus og en ganske let fedme.
87
Sauvignon 2024, Fostine, Colli Berici
Pris: 179 kr. (v/ 6 fl.)
Drue: Sauvignon blanc
Tropisk næse med en overvægt af forskellige citrusnuancer. I munden både fedme og sødme i retning af papaja, grapeskal og mandarin. Lige eksotisk nok til mig. Jeg savner lidt friskhed.
90
Cabernet 2021, Pozzare, Colli Berici
Pris: 289 kr. (v/ 6 fl.)
Druer: Cabernet sauvignon og cabernet franc
Dufter lidt af overmoden frugt, men har samtidig et syrepræg, som gør, at de mørke bær i næsen ikke tipper over i den rene marmelade. Smagen er ret heavy, og stilen international. Noter af sødmefulde solbær og brombær, chokolade og vanilje. Fadlagringen fornemmes tydeligt. Svær at definere som en veneto-vin.
Vinene forhandles af www.bargholz.one. Årgangene kan variere.

Et udvalg af vinene fra det store vinhus Casa Defrà.
Casa Defrà
Oprindeligt et vinhus, grundlagt i 1908, med egne marker. I dag en sammenslutning af flere vinbønder, som alle leverer druer fra vinmarker i egnen omkring Vicenza. Bæredygtigt vinbrug prioriteres højt, og med en relativ stor produktion af hvide, røde og mousserende vine satser man mere og mere internationalt, hvilket også mærkes i vinene. Et eksempel er denne:
88+
Rosso Riserva 2021, Colli Berici
Pris: 83 kr.
Druer: Merlot, cabernet sauvignon og tai rosso
Tydeligt fadlagret (24 måneder). I duften et ristet og tørt præg og primært noter af mørke bær. Sødladen og vaniljetung i smagen med nuancer af boysenbær og kirsebær og kun en let syre. En afrundet, blød og krydret vin på grænsen til ekstraheret. Drikkes bedst let afkølet.
Vinen forhandles af www.gallovini.dk. Er dog p.t. ikke på lager.

Producenten Dal Maso har et fint udvalg af vine lavet på tai rosso-druen.
Dal Maso
Familieejet vingård, som siden slutningen af 1800-tallet har produceret vin i Vicenza-provinsen. Udover de røde vine fra Colli Berici fremstilles også vine fra marker i Gambellara (hvide og søde) og Lessini (mousserende). Stedet drives nu af 4. generation med Nicola Dal Maso i spidsen for selve produktion og hans søstre Silvia og Anna som ansvarlige for det kommercielle.
86+
Montemitorio, Tai Rosso 2023, Colli Berici
Pris: 179 kr.
Drue: Tai rosso
Ung og beaujolaisk i stilen. Let krydret duft med vægten lagt på den mørke frugt. Smagen har brændte noter, lidt krydderier og frugtige toner af blomme, og boysenbær.
87
Colpizzarda, Tai Rosso 2021, Colli Berici
Pris: 299 kr.
Drue: Tai rosso
Let krydret med strejf af peber og frugtige aromaer af boysenbær og blomme. Samme noter går igen i smagen – her i form af tørrede bær tilsat lidt chokolade. Vinen slutter tørt, og der er ikke meget længde på.
88
Casara Roveri, Cabernet 2022, Veneto
Pris: 249 kr.
Druer: Cabernet sauvignon og cabernet franc
Barrique-lagret vin. En anelse sodet i næsen. Frugten er tilbageholdende, og man fornemmer mest lidt urter og grøn peber. Smagen har en vis tyngde. Her er sødladen, let tørret bærfrugt, noter af chokolade og vanilje fra fadene. Tanninerne er tørre og lidt kantede.
Vinene forhandles af www.vintiltiden.dk. Årgangene kan variere.

Sommelieren tjekker en ældre årgang af Inamas prestigevin Oratorio fremstillet på ren carménère.
Inama
Et besøg hos Inama er ikke kedeligt. Ejeren Stefano Inama taler entusiastisk om sine ideer og holdninger til det at lave vin. Husets hvidvinsproduktionen fra markerne i Soave er på helt rette spor og viser et kvalitetsniveau, som man ikke møder hos mange andre producenter i området. Hvad angår rødvinene fra Colli Berici, går Inama i højere grad end de fleste andre i en 100 procent international retning. Bordeaux er tilsyneladende forbilledet, og merlot, cabernet sauvignon og carménère har førsteprioritet i vinene. Tai rosso går man i en stor bue udenom. Generelt kan man sige om husets ret polerede rødvine, at de hæver sig langt over gennemsnittet af de cabernet/merlot-vine, som jeg smagte hos andre producenter i Colli Berici.
Inama forhandles af www.løgismose.dk, som p.t. ikke har nogen af de vine, jeg smagte, på lager.