Chateau Plince 2014, Pomerol
Pris: 299 kr.
www.hjhansen-vin.dkLink til vinen hos forhandler.
Druer: Merlot og Cabernet franc
2014 er en smule overset i Bordeaux. Den efterfulgte 2013, som er på det jævne, men blev overhalet indenom af de storslåede årgange 2015 og 2016. Det skal dog ikke afholde dig fra at drikke en 14’er, hvis du er heldig at støde på et eksemplar af denne udmærkede årgang.
Pomerol bliver ikke fremstillet i store mængder. Det er slottenes markebesiddelser simpelthen for små til. Chateau Plince har godt 8 ha beplantet med vinstokke, og fra disse marker blev druerne til denne nu modne vin høstet. Næsen oser af blomme og kirsebær med en antydning af eau de vie. Ingen umiddelbare tegn på alder, og en smule kølighed fornemmes også. Modenheden kommer i højere grad til udtryk i smagen, der er blød og rund. Her får du en hel del røde bær og noter af let konfiteret blomme.
Jeg kunne indvende, at vinen ikke er specielt pomerol’sk. Jeg savner det særlige jernpræg, som er så karakteristisk for terroiret her – det såkaldte crasse de fer. Men når det så er sagt, nyder jeg vinen i fulde drag.
Alkohol: 13 pct.