Terrunyo, Carménère 2016, Block 17, Concha y Toro, Valle del Cachapoal
Pris: 139 kr.
www.superbrugsen.dkDruer: Carmenere og Cabernet sauvignon
Terrunyo-serien hører til i den chilenske vingigant Concha y Toros fine wine-segment. Denne version er lavet på nationaldruen carménère, hvis man ser bort fra den ene procent cabernet sauvignon, der også har sneget sig med i billedet.
Jeg har smagt bedre udgaver af vinen end denne 2016’er, som med sin vedholdende og karakteristiske urteduft kammer en smule over i den grønne afdeling. Kørvel, salvie og solbærblade hænger tungt i glasset, og det kan et beskedent strejf af chokolade ikke rigtig ændre på.
I munden fortsætter de grønne noter suppleret af lidt mørke bær og et drys knust bouillonterning. Vinen som helhed savner noget dybde, men én ting skal den roses for: Den er på ingen måde jammy eller sødladen.
Alkohol: 13,5 pct.