Ceres, Crianza 2014, Asenjo & Manso, Ribera del Duero
Pris: 139 kr. (85 kr. v/ 6 fl.)
www.d-wine.dkDrue: Tempranillo
Overdreven brug af eg var i mange år spansk vins svøbe. Nogen husker måske tidligere tiders rioja-vine, som efter års lagring på amerikanske egefade osede langt væk af vanilje og i munden var tørre og udpinte som gamle stubbe. Det er heldigvis ikke tendensen i dag, og selv om fadlagringen stadig spiller en væsentlig rolle i spansk vinproduktion, doseres træet langt blidere til fordel for frugten.
Og fin frugt er der tilsyneladende også i denne ribera del duero. Kirsebær og blomme, lidt grøn peber og vanilje lurer under overfladen, men så går det galt. Fadet trænger sig på, og frugten overdøves af træ. Masser af træ.
Det mærkes endnu tydeligere i smagen, der tager tilløb til frugtige noter af hindbær og kirsebær, inden trætyranniet tager over og man billedligt talt sidder tilbage med munden fuld af høvlspåner. Fadet er simpelthen ikke ordentligt integreret, og det suger saften ud af vinen.
Alkohol: 14 pct.