Château Devise d’Ardilley, Cru Bourgeois 2010, Haut-Médoc
Pris: 135 kr. (v/ 12 fl.)
www.koegevinhandel.dkLink til vinen hos forhandler.
Druer: Cabernet sauvignon, Merlot og Petit verdot
Denne bordeaux har ni år på bagen, men fornemmer du det i glasset? På ingen måde. Og det er det fantastiske ved en årgang som 2010. Den er stadig så ungdommelig, potent og klassisk længelevende, at alderen nærmest ikke bider på den. De, der i sin tid har investeret i de lavere rangerende cru bourgeois-vine, har med andre ord gjort et godt kup. I dag er 2010’erne svære at finde på vinhandlernes hylder, og priserne er skudt i vejret. Denne udgave fra Devise d’Ardilley kan dog stadig købes for fornuftige penge.
Slottet – eller rettere sagt domainet – kan ikke trække på stolte historiske traditioner; det blev etableret i 1991. Men pyt med det, for flaskens indhold fejler intet. En udtalt duft af brændt bark, mørke bær og fine krydderurter stiger op i glasset. Smagsmæssigt fornemmes både solbær og brombær, tobak, cedertræ og nyspidset blyant i et forbløffende friskt og køligt udtryk.
En stringent, men ikke stor vin, som kan nydes nu. Et par år yderligere på langs tager den dog ikke skade af. 4½ stjerner, som i dette tilfælde rundes op til 5.
Alkohol: 14 pct.