Marchesi di Barolo, Cannubi 2015, Barolo
Pris: 525 kr.
meny.dkDrue: Nebbiolo
Som oftest med unge baroloer er det duften, der imponerer mest. Det gælder også denne 2015’er fremstillet på nebbiolo-druer fra den berømte Cannubi-mark. For hver gang du stikker næsen i glasset, opdager du nye dufteelementer. Jeg noterede mig toner af chokolade, orangeskal, kirsebær, blomme, sveske, kamfer, kaffe og tobak, tørrede urter … for blot at nævne nogle af indtrykkene. Og det er præcis det, de største baroloer kan.
Når det kommer til smagen, er historien en lidt anden. Som nævnt en ung barolo, og det mærkes tydeligt. Stram i munden med afdæmpet frugt. Lettere svesket, men klart domineret af krydrede og chokoladetunge noter. Syre og garvesyre styrer vinen, og jeg kan kun anbefale at lade den stå et par timer på karaffel. Eller endnu bedre: Gem den i minimum fem år.
Jeg ender på 4 store stjerner – den femte må vente nogle år endnu.
Alkohol: 14 pct.