Appellationen Bolgheri blev skabt som et opgør med den allestedsnærværende sangiovese-drue. Den gjorde ikke noget specielt godt for vinene, og først da cabernet og merlot fik plads i vinmarkerne, højnedes kvaliteten af områdets vine markant.
Af Kim Bretov
Bolgheri er fortællingen om et vinområde, som i dag er et af de hotteste i Italien – og samtidig et af de yngste. I løbet af bare få generationer har denne del af Toscana udviklet sig til en markant vindestination, hvorfra de eftertragtede vine eksporteres til det meste af verden.
Vinstyrke2 har besøgt området, og spørgsmålet, om vinene virkelig er så gode, kan besvares med et generelt ”ja”. Priser kan man altid diskutere, men når markederne efterspørger vinene, sættes prisen derefter.
Og hvad er det så for en størrelse, denne bolgheri-vin? Det første, man skal notere sig, er at vinene ikke er fremstillet på sangiovese. Selv om vi er i Toscana – i provinsen Livorno langs kysten ud mod Det Tyrrhenske Hav – er de fleste sangiovese-stokke for længst revet op og erstattet af primært cabernet sauvignon, merlot, og cabernet franc. Nøjagtigt som i Bordeaux.
Mange af vinmarkerne i Bolgheri er anlagt tæt på kysten.
Italiensk bordeaux
Tilbage i 1940’erne og op gennem 60’erne var den visionære adelsmand markis Mario Incisa della Rocchetta gennem adskillige vinøse eksperimenter nået frem til den konklusion, at sangiovese-druen er aldeles uegnet til at skabe stor vin i denne del af Toscana. Markisen importerede stiklinger fra anerkendte vinslotte i Bordeaux og plantede dem ud i den jord, som på mange måder minder om undergrunden i bl.a. Médoc: Fortrinsvis grus og sten
Det blev indledningen på et vineventyr, som fik navnet Sassicaia. Første kommercielle årgang var 1968, som blev sendt på markedet i 1971. Syv år senere vandt årgang 1972 over flere store bordeauxvine i en blindtest arrangeret af det engelske vinmagasin Decanter, og herefter tog det fart.
Hovedbyen i Bolgheri er Castagnetto Carducci med den berømte cypres-allé, der leder op til Castello di Bolgheri.
I begyndelsen var der ikke nogen decideret Bolgheri-appellation. Flere og flere producenter red imidlertid med på bølgen og begyndte at lave ”italiensk bordeaux”, men da vinene var underlagt stramme regler for produktion af toscana-vin og kravet om, at sangiovese skulle være hovedruen, opnåede de kun laveste status i hierarkiet som vino da tavola (bordvin). Vinenes kvalitet kunne man imidlertid ikke se bort fra, og kvikke hoveder introducerede begrebet ”supertoscaner”. Det slog voldsomt an – ikke mindst i USA, hvor alle op gennem 90’erne skulle drikke supertuscans.
Til sidste vågnede myndighederne op og erkendte, at man ikke længere kunne hænge fast i forældede regler. Bolgheri fik egne appellationer i 1994: DOC Bolgheri og DOC Bolgheri Superiore. Tilmed fik Sassicaia, hvor det hele begyndte, tildelt sin egen, eksklusive underzone, Bolgheri Sassicaia. Den blev i 2013 ophøjet til en selvstændig, lovmæssig appellation (Bolgheri Sassicaia DOC) – den eneste i hele Italien.
Sassicaia lagrer på barriques i kældrene på Tenuta San Guido.
Slut med Supertoscana
Spørger man i dag vinproducenterne i Bolgheri om begrebet supertoscaner, har de fleste lagt det bag sig. ”Vi laver bolgheri-vin, ikke supertoscanere”, lyder svaret. Dermed ikke sagt, at betegnelsen er forsvundet. Den trives i bedste velgående, når det handler om IGT-vine fra marker uden for Bolgheri-zonen. Men det er en helt anden historie.
Grattamaco er et af de ældste vinhuse i Bolgheri, som har sin helt egen stil. Vinene herfra holder et meget højt kvalitetsniveau.
Jeg anmelder løbende et udvalg af vine, som blev skænket under mit besøg i Bolgheri – bl.a.Grattamaco. Vinene forhandles alle i Danmark – muligvis i andre årgange.