Enzo Bianchi 2011, San Rafael
Druer: Cabernet sauvignon, Merlot, Malbec og Petit verdot
Pris: 325 kr.
Egentlig burde man gemme den et par år, men den smager forbandet godt allerede nu. En tung, mørk sag fra Argentina, næsten sort i glasset, og med masser af tørre tanniner (garvesyre) i afslutningen.
Med sit bordeaux-blend af fortrinsvis cabernet sauvignon suppleret med lidt merlot, malbec og petit verdot fremstår vinen nærmest fransk i stilen. Udtrykket er mørkt og stramt med solbær og lakridsrod og svagt grønlige toner, og smagsmæssigt får man hele paletten af mørke, modne bær, chokolade og ny eg.
Syren er forholdsvis markant og måske ikke helt på plads endnu, men alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af en flot, magtfuld vin, der bare skriger på en god, mør bøf.
Dette er prestigevinen fra kvalitetsproducenten Valentin Bianchi. Som nævnt en gemmevin, der snildt holder de næste 15 år. En nyligt åbnet årgang 2001 smagte vidunderligt og havde stadig mange år i sig.
Druer: Cabernet sauvignon, merlot, malbec og petit verdot
Alkohol: 14,2 pct.