Chateau Peyrassol 2021, Côtes de Provence
Pris: 475 kr. (på udvalgte restauranter)
Druer: Cinsault, Grenache, Syrah og Rolle
Svagt løgskalfarvet rosé – klart til den farveløse side. Særdeles aromatisk duft med fine nuancer af skovjordbær, ribs og moreller. Samtidig fornemmes en lille, forfriskende urtetone og en let syre. Smagen er proppet med lækre fersken- og melonnoter tilsat et strejf af hindbærcoulis. Vinen har flot fylde, men ikke på en anmassende måde. Sødmen holdes i et stramt greb, hvilket bidrager til roséens yderst elegante karakter.
Jeg vil anbefale at drikke den til lette fiskeretter – gerne skaldyr, f.eks. fjordrejer. Så skulle du sidde på en laber fiskerestaurant og støde på Chateau Peyrassol på vinkortet, kan du med sindsro bestille en flaske. God fornøjelse.
Alkohol: 12,5 pct.