Balancines, Gold 2015, Pago Los Balancines, Ribera del Guadiana
Pris: 109 kr. (79 kr. v/ 6 fl.)
www.d-wine.dkDruer: Tempranillo, Garnacha tintorea, Syrah og Cabernet sauvignon
God spansk vin er andet end Rioja, Ribera del Duero og Priorat. Det demonstrerer den udmærkede Aalborg-vinhandel D’Wine, som henter vine hjem fra alle hjørner af Spanien. Her har vi fat i en mørk sag fra Extremedura-regionen i den vestlige del af landet grænsende op til Portugal.
Dyb næse med lækker blommefrugt og sveske, brombær og chokolade i samspil med en anelse eukalyptus. En snert af alkohol fornemmes, men den tager aldrig overhånd.
Smagen er sødmefuld af mørke bær og intens chokolade og afslutter tørt og tanninrigt. En seriøs vin. Ikke elegant, men vellavet og rigtig god til de tungere retter med oksekød og lam.
Alkohol: 15 pct.