Remordimiento 2018, Bodega Cerrón, Jumilla
Pris: 130 kr.
eriksorensenvin.dkLink til vinen hos forhandler.
Druer: Cencibel (tempranillo) og Cabernet sauvignon
Parfumeret, men også ganske ren i duften. Denne jumilla-vin præsenterer sig med en stringens, som sjældent opleves i vinene fra dette distrikt i det sydøstlige Spanien. Nuancer af kirsebær, hindbær og blåbær finder sammen med tørret mynte og eukalyptus i et køligt duftudtryk. En vis stramhed fornemmes i munden. Her er mørk bærfrugt og tørret timian, og fadpræget er ikke til at komme udenom i form af en mundudtørrende fornemmelse.
Vinen har slet ikke den varme og sødme, som ellers er kendetegnende for vinene fra dette varme område, men forklaringen skal nok findes i vinstokkenes placering på skråninger i over 800 meters højde. Det indebærer nemlig kølige nætter, der sikrer, at druernes sukkerindhold ikke ryger i vejret.
Alkohol: 14 pct.