Domaine de l’Ile Porquerolles 2019, Côtes de Provence
Pris: 199,95 kr. (v/ 6 fl.)
www.theis-vine.dkLink til vinen hos forhandler.
Druer: Grenache, Mourvèdre, Cinsault, Syrah og Tibouren
På mine mange sommerferier i Provence har jeg indtaget utallige glas af den charmerende rosé fra øen Porquerolles. Dengang var vinen nærmest kobberfarvet – i dag mere i retning af løgskal. Vinene fra Domaine de l’Ile har altid været gode, men nu er domainet overtaget af modehuset Chanel, og en højt profileret winemaker fra Bordeaux er sat på sagen. Det er han heldigvis sluppet godt fra.
Duften har et tørt og kalket anstrøg og en snert af orangefrugt. Nuancer af fersken og cantaloupe melon proklamerer provence-rosé, og de går igen i smagen, der tillige rummer noter af kirsebær og gule blommer i et let cremet og ganske rent udtryk … Jo, jeg er stadig glad for porquerolles-vinen. 4½ stjerner.
Alkohol: 13 pct.